Indledning:

I perioden 28 – 30 november vil vandforsyningen fra vandværket være afbrudt i op til 3 dage.

Årsagen til afbrydelsen er renovering af vandledningen fra boringen til vandværket (råvandsledningen)

Renoveringen består af mekanisk rensning af vandledningen idet vandledningen er tæt på at være tilstoppet således, at pumpen i boringen leverer utilstrækkelige mængder af vand for at dække forbrugernes behov.

Det har været undersøgt, men ikke fundet muligt at fremskaffe nødforsyning af vand i perioden, da beredskabet ikke længere tilbyder denne ydelse.

Under nedlukningen anbefales det, at forbrugerne:

  1. Stopper cirkulationspumper til forbrugsvand (gælder ikke varmeanlæg).
  2. Afbryder strømmen til el-vandvarmere og cookere.
  3. Nedlukker blødgæringsanlæg.
  4. Foretager andre tiltag, afhængig af den pågældende installation.
  5. Forinden sikret vand til udskyldning af toilet.

Ud over afbrydelsen af vandforsyningen varsles en ekstra opkrævning af bidrag på 1.000 kr til dækning af de ekstra uforudsete omkostninger til dækning af renoveringsarbejdet.

Kort om vandværkets opbygning:

Et vandværk består af 4 hovedbestanddele.

  1. Indvindingen, som består af boring med oppumpningspumpe, som henter råvand op fra det vandbærende lag. (undertiden benævnt kildeplads).
  2. Råvandsledningen, som transporterer vandet fra boringen til vandbehandlingsanlæget.
  3. Vandbehandlingsanlæget, hvor uønskede bestanddele i råvandet filtreres fra således at drikkevandet overholder de sundhedsmæssige krav.
  4. Distrbutionsanlæget, som består af rentvandstank, udpumpningspumper og vandledningsnet.

De fire hovedbetanddele styres og reguleres automatisk af et Styrings- regulering og Overvågningsanlæg (SRO-anlæget).

Råvandsledningen:

Råvandet er udrikkeligt, da det består af store mængder okker, mangan og arsen. Disse stoffer sætter sig med årene på indersiden af råvandsledningen og reducerer gennemstrømningen af råvand fra boringen til vandværket.

Oppumpningspumpen er testet til at levere 11 m3 vand i timen, men kan i dag kun levere 4 m3 i timen.

Dette forhold har bestyrelsen været klar over og det var planlagt, at renoveringsarbejdet skulle iværksættes i 2023. Imidlertid har nedbruddet i oktober blotlagt, at arbejdet skal fremskyndes, da tilstrømningen af råvand til vandværket ligger bekymrende tæt på borgernes behov for vand. Bestyrelsen har derfor besluttet at fremskynde renoveringsarbejdet til iværksættelse straks, for at sikre sikker vandforsyning i juledagene.

Renoveringsarbejdet:

Bestyrelsen har valgt firmaet ”Aquatec”, til at forestå arbejdet.

Aquatec er valgt uden udbud, da firmaet har et godt ry som specialister indenfor rensning af vandledninger.

Aquatec tilbyder to former for rensning. En kemisk rensning og en mekanisk rensning.

Driftlederne har sammen med firmaets konsulent gennemgået opgaven og forholdene på stedet og valgt mekanisk rensning, som den bedste løsning i vores tilfælde.

Der ligger i opgaven nogle risici for skader på råvandsledningen, men der aftales et beredskab, som kan træde i kraft, hvis uheldet skulle indtræffe.

Rensningen sket ved at flexibel børster (grise), af varierende størrelser isættes råvandsledningen i boringen og presses igennem ledningen ved vandtrykket af oppumpningspumpen.

Grisen presses ud af råvandsledningen ved vandværket og slammet opsamles i en container. Slammet bortskaffes efter anvisning fra Roskilde kommune.

Efter rensningen gennemskylles ledningen i 6 timer, hvorefter der tages vandprøver, der testes for bakterier og kim.

Økonomi:

Som omtalt i indledningen, har bestyrelsen måtte fremskynde renoveringen af råvandsledningen, for at sikre sikker vandforsyning.

Det er dermed sagt, at bestyrelsen ikke har opsparet midler til renoveringen i 2022.

Lovgivningen omkring drift af vandværker kræver, at vandværker kun må opkræve takster, som præcis dækker de omkostninger, som vandværket har i forbindelse med produktion, distribution og administration, samt opsparing til definerede vedligeholdelsesarbejder, som rækker 5 år frem. Her var renoveringen af råvandsledningen planlagt til sidst i 2023.

I de tilfælde, hvor vandværket skal finansiere opgaver, som rækker ud over det planlagte, kan vandværket opkræve et ekstra bidrag, som dækker omkostninger.

Renoveringsopgaven forventes at koste godt 100.000 kr. Herudover kommer omkostningerne til de reparationsopgaver, som nedbruddet i oktober har medført. Derfor har bestyrelsen fundet det nødvendigt at opkræve et ekstra bidrag på 1.000 kr pr. hustand.

Det ekstra bidrag tænkes opkrævet i to rater af 500 kr.